Mærk solstrålerne i ansigtet og den friske vind i håret, når Jernbanebyen sørger for aktiviteter til din sommer. Hvad end sommerplanerne involverer at slappe af i solen, brænde en masse energi af eller underholdning til børnene, kan du finde noget for din smag i Jernbanebyen.
Grønne tiltag under åben himmel ved BaneGaarden
Grobund er det nyeste kulinariske skud på stammen. Hele sommeren er der social dining med 3-retters menu i det historiske væksthus omringet af natur. Menuen skifter løbende, men den er altid økologisk, sæsonbaseret og med grøntsager i centrum.Ligesom sidste år er BaneGaarden igen med i CopenPay, hvor man som forbruger bliver belønnet for klimavenlige valg. BaneGaarden tilbyder et gratis, økologisk måltid fra deres madboder, når du har indsamlet en pose med skrald i Jernbanebyen.Kom til banko under åben himmel, når Banko & Rosé løber af stablen. Du får et glas kølig rosé i den ene hånd og bankoplader i den anden, så du kan køle dig ned, efterhånden som ræset spidser til, og dysten om de sidste tal og præmierne intensiveres.
Padel Yard sørger for motion og samvær
Skal dagene bruges på andet end sol og is, står Padel Yard klar til at tage imod dig. De har sørget for et program, som byder på bootcamps for alle, så du kan dyste mod dine venner eller træne dig op til næste niveau. Bootcamps er inddelt efter niveau med alt fra nybegynder til erfaren, og der er også et specifikt til børn mellem 8-12 år. De løber fra uge 27 til og med uge 30. Er armene ikke helt færdige efter padel, kan du fortsætte dagen med et spil petanque og en kold, læskende øl på det nye udeareal.
Spor10 holder åbent til velvære, sport og bevægelse
Selvom Spor10 Onsdage er på sommerferie til august, så holder flere af husets aktører åbent. Hver lørdag i juli står den på Free sesh hos Mills Club, hvor du som medlem kan træne tricks på dit løbehjul eller rulleskøjter. Movement by Sherwin har flere reformerhold om ugen, hvor du kan styrke krop og sjæl. Og Plugin Heatclub har masser af saunaaktiviteter, med bl.a. særlige månegus og udvidede åbningstider hen over sommer. Spor10 Onsdage er klar igen med gratis aktiviteter og fællesspisning fra onsdag den 13. august.
Kunst og kultur i Lokomotivværkstedet
Den 28. til 31. august kan du få en pause fra solen, når Skandinaviens største kunstmesse, Enter Art Fair, kommer til Lokomotivværkstedet. I fire dage kan du mætte øjne og sjæl med kunst fra over 350 førende kunstner. Kunsten henvender sig til en hver smag, da udstillingerne vil fremvise kunst i form af skulpturer, glas, tegninger, malerier, fotografier og meget mere.