Jernbanebyen

Lokalplanforslag for Jernbanebyen sendt i offentlig høring

Visualisering af hvordan Jernbanebyen kan komme til at se ud (Vasbyhave) / Kreditering: Cobe

I dag den 20. oktober har Københavns Kommune sendt det reviderede forslag til lokalplan for Jernbanebyen i offentlig høring. Høringen løber i otte uger.

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har godkendt, at det reviderede lokalplanforslag for Jernbanebyen med tilhørende kommuneplantillæg og miljørapport sendes i offentlig høring.

Lokalplanforslaget omfatter et område på ca. 570.000 m² mellem baneterrænet, Enghavevej og Vasbygade og skal danne ramme for udviklingen af Jernbanebyen til et blandet bykvarter med boliger, arbejdspladser og kommunale funktioner. Forslaget giver mulighed for ca. 522.000 etagemeter bebyggelse.

Jernbanebyen er planlagt som et delvist bilfrit byområde med grønne områder og byrum. Planen rummer blandt andet en offentlig park, skole og daginstitutioner, plejehjem og tre fodboldbaner. En række af områdets eksisterende bygninger og kulturhistoriske spor bevares som en del af udviklingen.

Parterne bag Jernbanebyen, DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme og Baneby Konsortiet, siger i en fælles udtalelse:

”Den offentlige høring er en vigtig del af processen frem mod en ny lokalplan for Jernbanebyen. Ambitionen er at transformere et område, der i dag i vidt omfang står ubenyttet hen midt i København, til en levende og blandet bydel med masser af muligheder, grønne områder og plads til forskellige mennesker, funktioner og fællesskaber. Vi ser frem til den videre proces og den efterfølgende politiske behandling af lokalplanforslaget efter høringen.”

Forslaget bygger videre på det lokalplanforslag, der var i offentlig høring i 2024, og er siden blevet revideret på en række områder.

Når høringen er afsluttet den 15. december, vil kommunen behandle de indkomne høringssvar som led i den videre politiske behandling af lokalplanforslaget.

På Københavns Kommunes høringsportal kan du se lokalplanforslaget og det øvrige høringsmateriale samt indsende et høringssvar.

Læs lokalplanforslaget på Københavns Kommunes hjemmeside her.