Jernbanebyen

Oplev Jernbanebyen på Kulturnatten

Jernbanebyen i dag / Kreditering: Eagle Luftfoto

Fredag den 9. oktober byder Jernbanebyen indenfor til Kulturnatten. Gå på opdagelse i områdets historie og fremtid, oplev lokal kunst – og læg vejen forbi Spor10, hvor aftenen byder på alt fra modeltog og skate til basket, teater og taekwondo.

Jernbanebyen er fuld af liv på Kulturnatten, hvor flere af områdets virksomheder åbner dørene og inviterer københavnerne indenfor.

Hos DSB kan du komme tættere på både Jernbanebyens fortid, nutid og fremtid. I Vingehjulet kan du se en udstilling om det tidligere værkstedsområde og planerne for den kommende bydel, og aftenen igennem er der guidede ture ud i Jernbanebyen.

Fra gamle værksteder til ny bydel

Fra kl. 18 bydes de besøgende i Vingehjulet desuden på en lille overraskelse – så længe lager haves og senest frem til kl. 20.

På turene kan du høre om områdets lange historie som centrum for vedligeholdelse af DSB’s tog og om visionerne for Københavns nye bydel: Jernbanebyen. Undervejs møder du også kunstneriske nedslag med lys, lyd og sanselige installationer, der fortolker områdets transformation fra industriområde til en ny bydel. Installationerne er skabt af kunstnerne Olivia Brix og Lukas Keysell i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg.

Der er rundvisninger hver halve time fra kl. 18.00. Turene varer cirka 25 minutter, og der er plads til 20 deltagere pr. tur. Sidste rundvisning begynder kl. 22.00.

Læs mere om DSB’s arrangement på Kulturnattens hjemmeside

Fællesskab, bevægelse og modeltog i Spor10

I Spor10 er der aktiviteter fra kl. 18 til midnat. Her vender den populære mere end 250 m² store modeltogbane fra Spor1 Sjælland tilbage, mens Mills åbner skatehallen for løbehjul og rulleskøjter.

Du kan også prøve taekwondo og Muay Thai med Hwarang Tigers, reformer pilates med Movement by Sherwin og rulleskøjtedans med Copenhagen Jamskaters. B3B inviterer til Basketball & Beers, og senere på aftenen mødes sport og teater i en særlig performance skabt af Mills Club og Sydhavn Teater. I Spor10 kan du desuden besøge udstillinger om Jernbanebyen.

Se hele programmet for Kulturnatten i Spor10

Stop også forbi Maker og BaneGaarden

Hos Maker åbner de dørene til LITRA, DSB’s tidligere grovsmedje. Her kan du opleve den historiske bygning, besøge værkstederne og se produkter og projekter skabt af Makers medlemmer. Der er også workshop for børn og en interaktiv udstilling skabt af studerende fra DMJX. Maker holder åbent fra kl. 18 til midnat.

Læs mere om Makers program på Kulturnattens hjemmeside

På BaneGaarden er der også mulighed for at forlænge aftenen. Deres aktiviteter er ikke en del af Kulturnattens officielle program, men stedet holder åbent og byder på oplevelser i de gamle trælader.

BaneGaarden holder blandt andet længe åbent i Perron til langbordsmiddag.

Læs mere hos BaneGaarden

Praktisk: Kulturnatten finder sted fredag den 9. oktober 2026. Der kræves Kulturpas til arrangementerne i Kulturnattens officielle program.