Jernbanebyen

Lokalplanforslag sendes nu i offentlig høring efter politisk behandling

Det mangeårige arbejde med at udvikle Jernbanebyen til en grøn og attraktiv bydel midt i København har netop nået en ny milepæl.

Udviklingen af Jernbanebyen har netop nået en ny og vigtig milepæl. Det skete, da Borgerrepræsentationen i København torsdag d. 22. august afsluttede den politiske behandling af lokalplanforslaget for Jernbanebyen og sendte det videre til offentlig høring. Dermed er man kommet et skridt nærmere realiseringen af Københavns nye bydel.

Jernbanebyen bliver en grøn bydel, der understøtter en sund og aktiv livsstil gennem fysisk bevægelse og fællesskaber, og bydelen bliver en delvist bilfri bydel, hvor størstedelen af færdselsarealerne indrettes på de gåendes og cyklisternes præmisser. I Jernbanebyen bliver der lidt mere end fire gange så mange grønne kvadratmeter per indbygger som f.eks. på Vesterbro. Udover parker og grønne områder kommer der også tre nye fodboldbaner.

Lokalplanforslaget sendes til efteråret i offentlig høring i otte uger. Her vil der blive afholdt en række åbne borgermøder for alle interesserede både online og fysisk i Jernbanebyen.

Fakta om lokalplanforslaget

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune sendte tidligere i år deres forslag til en ny lokalplan for Jernbanebyen til politisk behandling i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Efterfølgende er forslaget blevet behandlet i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, og til efteråret sendes forslaget i offentlig høring i otte uger. Hvis lokalplanforslaget vedtages, forventes det første spadestik at blive taget i løbet af 2025.

Lokalplanforslaget for Jernbanebyen bygger på arkitektfirmaet Cobes helhedsplan for området, som kom til verden på baggrund af en arkitektkonkurrence tilbage i 2020.

Samtidig med vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen har parterne tilbudt Københavns Kommune at medfinansiere en række infrastrukturanlæg i og omkring Jernbanebyen i form af vej- og stiforbindelser samt evt. broer og tunneller.

Fakta om parterne bag

Partnerne bag Jernbanebyen er i dag DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme (statens ejendomsselskab) og Baneby Konsortiet, der består af Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension. Freja Ejendomme indgik i 2021 en aftale om salg af deres arealer til Baneby Konsortiet, betinget af lokalplanens endelige vedtagelse.

I februar 2023 underskrev DSB Ejendomsudvikling, Novo Holdings, Industriens Pension og Nrep en betinget joint venture-aftale, der betyder, at hele Jernbanebyen forventeligt vil blive samlet under et fælles ejerskab, når der er vedtaget en lokalplan for området. Det betyder, at Jernbanebyen i dag udvikles i fællesskab af DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme (statens ejendomsselskab) samt Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension. Det kommende Joint Venture-selskab vil blive ejet af DSB med 50% og 16,7% af henholdsvis Novo Holdings, Industriens Pension og Nrep. Freja Ejendomme forbliver en del af projektet, indtil lokalplanen er vedtaget.