Jernbanebyen

Nu kan man snart spille padel i Jernbanebyen

Ultimo 2024 står Padel Yard klar med deres nyeste padel-hal der kommer til at ligge i Jernbanebyen – Københavns nye bydel. Realiseringen af ’Padel Yard Jernbanebyen’ er sammen med Spor10 de første brikker i byudviklingen af den nye bydel, da disse aktører er med til at skabe et levende bymiljø og sætte området på kortet.  

”Vi glæder os rigtig meget til at bygge et nyt padelcenter i Jernbanebyen og være med til at skabe et aktivt byliv. Jernbanebyen har en optimal placering midt i København, og deres fokus på stærke idrætsfaciliteter og en sund livsstil taler direkte ind i vores koncept. I fællesskab med Jernbanebyen vil vi fremme både fysisk og mental sundhed for gæster i Jernbanebyen” fortæller Tobias Galskov, stifter af ’Padel Yard Jernbanebyen’.

Langvarigt samarbejde til at skabe liv i Jernbanebyen
Etableringen af ’Padel Yard Jernbanebyen’ er med til at aktivere og skabe liv i området, så københavnerne allerede nu kan få gavn af området, der stadig er under udvikling de kommende år. Parterne bag Jernbanebyen og Padel Yard ønsker at skabe et område, hvor fællesskaber og sundhed er blandt de vigtigste omdrejningspunkter, som også lægger sig op ad visionerne for den nye bydel. Her står sund bydel samt idræt og motion i toppen af prioriteterne. Padelcenteret henvender sig både til besøgende fra nærliggende områder og lokale foreninger og skoler.

Fakta om Padel Yard Jernbanebyen
Hallen bliver placeret på den store parkeringsplads foran Lokomotivværkstedet, hvor de første skridt til at bygge fundamentet allerede er taget. Padelcenteret får otte indendørs padelbaner, loungeområder i og udenfor hallen, og en café til at slukke tørsten eller den lille sult. Hallen forventes at stå klar i slutningen af 2024. Aktørerne bag den kommende hal står også bag de yderst populære padelfaciliteter på Refshaleøen. De åbnede i sommeren 2021, og på tre år har de formået at skabe et populært samlingssted med fokus på sport og fællesskab, der har gjort dem til et af Københavns mest besøgte padelcentre.